Oversigt

Druestrup Friskole søger ny skoleleder pr. 1. august 2026

I udkanten af en den lille by Dalby ved Haslev, ligger den grundtvig-koldske Druestrup Friskole mellem langstrakte marker og Tryggevælde Å som løber lige i skellet. Her er højt til loftet i mere end én forstand, frisk luft og plads til frihed.

Da vores nuværende leder har fået et tilbud han ikke kan sige nej til, søger vores 200 elever og godt 25 ansatte nu efter en ny til at gå forrest og fortsat udvikle vores skole, med respekt for vores måde at drive skole på og ikke mindst vores værdier.

Lidt mere om os:

Druestrup Friskole er med Grundtvigs ord en skole for livet. Vi udvikler med andre ord ”det hele menneske”. Vi vægter det forpligtende fællesskab, der kommer til udtryk i en hverdag med fælles morgensang, venskabsklasser på tværs af årgangene, undervisning inde og ude samt en lyst til at opleve, ikke mindst opleve sammen. Skolen har eksisteret i 140 år og har en sund økonomi samt en velfungerende skolebestyrelse, som er meget engagerede i at skabe de bedste rammer for skolens elever og ansatte.
Vi er også en grøn skole. Vi ser det som en vigtig del af vores dannelsesopgave, at alle får forståelse for og bliver i stand til at tage ansvar for naturen og værne om vores ressourcer samt arbejde for forandringer, der skaber en mere bæredygtig fremtid.

Skolen er netop i denne periode ved at få lagt sidste hånd på et nybyggeri i både skolebygning og SFO-delen som skolen også er så heldige at have på matriklen.

Hvad søger vi i en ny skoleleder:

  • At du evner og har lysten til videreudvikling af skolen, så den fortsat er et relevant og attraktivt skoletilbud.
  • En ledelsesstil med fokus på trivsel, udvikling og arbejdsglæde og med afsæt i de grundtvig-koldske skoletanker.
  • At du er anerkendende, tydelig og nærværende samt en aktiv del af skolens hverdag.
  • Tydelig kommunikative egenskaber samt at du evner at skabe gode relationer til elever, forældre og ansatte i et tillidsfuldt samarbejde.
  • At du bidrager til et godt og konstruktivt samarbejde mellem skole og SFO.
  • Erfaring med økonomistyring og generelt ledelseserfaring indenfor skoleområdet.

Hvad tilbyder vi så til gengæld:

  • En veldrevet skole, med mulighed for at være med til at sætte et tydeligt præg på skolens fremtid.
  • Dygtige, engagerede og ansvarsfulde medarbejdere, der sætter medindflydelse og medansvar højt.
  • En samarbejdende og udviklingsorienteret bestyrelse, som vil gøre sit bedste for, at du kommer godt fra start.
  • Nysgerrige og lærevillige elever.
  • De dejligste omgivelser, højt til loftet og betydningsfuldt fællesskab baseret på tillid og trivsel.

Hvis du sidder og er blevet mere nysgerrig på vores skønne skole og os, om det så er for at høre mere, komme på besøg eller sende os din ansøgning, så tøv endelig ikke med lade os høre fra dig. Du kan ringe til bestyrelsesformand Anja Bugera 3061 8037 eller kontoret på 5639 8421.

Løn og ansættelsesforhold forhandles i henhold til organisationsaftale for ledere ved frie grundskoler mv. af 15. maj 2025.

Ansøgningsfrist 20. april 2026, 1. runde samtaler forventes afholdt 28. eller 29. april 2026.

Tiltrædelse 1. august 2026 eller efter aftale.

Ansøgningen sendes til kontor@druestrupfriskole.dk.

 

Druestrup Friskole – Snedkærgårdsvej 2 – 4682 Tureby