Oversigt
Klubmedarbejder
Brænder du for banko, bordfodbold og brætspil? For krea-værktsted og nørkleri? For hockey, boldspil og badminton? Men også for at skabe relationer til store børn og unge og tage de gode snakke? Så læs endelig her:
Osted Friskole har sin helt egen klub for eleverne i 4. – 6. klasse, og nu søger vi en ny klubmedarbejder, som har det daglige ansvar for at lave et spændende og vedkommende klubtilbud til vores cirka 50 børn. En stilling, der kun sjældent er ledig, står nu klar til dig pr. 1. maj 2026 eller snarest derefter.
Om jobbet
Den daglige arbejdstid er hver dag fra kl. 13-16. Hertil kommer 8 klubaftner om året og en enkelt overnatning. Klubben er åben i skoleuger samt ugen inden skolestart. Vi deltager også på festivalen ”Vilde Vulkaner” – fire dage, som børnene ser frem til hvert år.
Stillingen er på gennemsnitlig 16 timer om ugen.
Der er tale om en fast, selvstændig stilling. Der er god mulighed for at sætte sit eget præg på klubben og dens indhold i dialog med børnene. Ud over denne vil der være en ung medhjælper ansat.
Om klubben
Klubben er for elever i 4. – 6. klasse – og enkelte gange bliver nogle af eleverne i 7. klasse hængende, fordi de synes, det er rart.
Klubben har sit eget hus, hvor der er indrettet med plads til hygge, leg og kreativitet ligesom klubben jævnligt kan anvende skolens øvrige faciliteter som idrætshal, multibane og beachvolley.
Om dig
Du skal brænde for dit arbejde. Vi forventer, at du har lyst til friskoletanken, fællesskabet og til det særlige og store engagement, som er en naturlig del af skolens kultur. Vi regner med, at du er rigtig god til børn og har erfaring med aldersgruppen.
Om Osted Fri- og Efterskole
Osted Friskole er et‐sporet og har ca. 210 elever fra 0. til 9. klasse, samt SFO og klub. Skolen ligger i Osted med gode busforbindelser til stationsbyerne Roskilde, Viby Sj. og Lejre.
Friskolen og dermed klubben er en del af Osted Fri- og Efterskole, der er en kombineret skole med både en efterskole og en børnehave tilknyttet, og tilsammen er vi mere end 80 medarbejdere, der hver dag mødes i Osted for at lave fantastisk skole.
Ansøgninger mærket ”KLUBMEDARBEJDER” sendes til job@ofe.dk senest 29. april. Samtaler afholdes 30. og 31. april. Stillingen som klubmedarbejder sker med løn og ansættelsesvilkår i henhold til aftale mellem de frie skolers foreninger og BUPL.
Vil du vide mere, så kontakt os endelig. Spørgsmål kan stilles til SFO- & klub-leder John Halager Mogensen på 2125 8710. Der vil være mulighed for en god indkøring sammen med den nuværende klubmedarbejder.
