Oversigt
Trivselsmedarbejder med koordinatorfunktion
Møllevangsskolen søger en trivselsmedarbejder med koordinatorfunktion
Vil du arbejde med spændende didaktiske og pædagogiske udfordringer i et dynamisk og udviklende læringsmiljø og samtidig have en koordinerende rolle ift. netværksmøder, handleplaner mm. og dermed have en tæt kontakt med ledelse, pædagogisk personale, forældre og øvrige samarbejdspartnere?
Har du et blik for barnets stemme som en værdifuld ressource til at lykkes med at skabe en god skole?
Er du enten lærer eller pædagog, og banker dit arbejdshjerte for netop dette område – så skal du lægge alt fra dig og læse videre her:
Vi søger en trivselsmedarbejder på 37 timer til Møllevangsskolen i Rønnede. Vi er en del af 5-Kløverskolerne, som består af i alt 5 matrikler i den østlige del af Faxe Kommune. På Møllevang er vi 240 elever og 35 medarbejdere.
Vi har fokus på faglighed, fællesskab og samarbejde samt den gode dialog med såvel hinanden som forældre. Vi værdsætter forskellighed i vores fælles retning om at skabe de bedste rammer for alle på skolen.
Du skal i tæt samarbejde med ledelsen, det øvrige pædagogiske personale og dit trivselsteam varetage trivsels- og inklusionsopgaver fra 0. – 9. klasse, der bl.a. omhandler:
- Fraværsindsatser i samarbejde med lærere, ledelse, forældre, forebyggende rådgiver og PPR omkring sårbare børn og unge
- Vejledning og sparring med pædagogiske teams og kolleger i en skolehverdag, hvor perspektivskifte er en gave
- Konkrete trivselsindsatser, der består af planlægning og afvikling af indsatser og gruppeforløb ude i klasserne med fokus på deltagelsesmuligheder for alle samt individuelle forløb med børn og unge
- Tværfagligt samarbejde i tæt dialog med PPR, forebyggende rådgiver, socialrådgivere, pædagogiske teams og skolens ledelse – og ikke mindst et tæt forældresamarbejde med barnet/den unge i centrum.
Fællesnævner i arbejdet er at understøtte udviklingen af bæredygtige fællesskaber med fokus på deltagelsesmuligheder for alle, så elever på Møllevangsskolen har mulighed for at trives, lære og udvikle sig.
Arbejdet vil være meget selvstændigt, og der vil i hverdagen forekomme en vekselvirkning mellem hjælp i situationer opstået her og nu og arbejde med planlagte indsatser i forhold til enkelte elever og klasseindsatser. Det forventes, at du selvstændigt kan varetage tovholder og koordinatorfunktion for de indsatser, du er omkring.
Vi forventer, at du:
- Er fagligt og pædagogisk velfunderet
- Kan give kollegial sparring, foretage observation og give vejledning både individuelt og i grupper
- Kan give rådgivning og vejledning til forældre om deres barns adfærd, kontakt og trivsel
- Kan afholde netværksmøder m.m. med en sikker hånd med en bevidsthed om, hvad der kræves af dig før, under og efter et møde
- Kan tilrettelægge og udføre forebyggende, foregribende eller indgribende tiltag i børne- og læringsfællesskaberne i tæt samarbejde med klassernes lærere
- Kan indgå i et positivt og tæt samarbejde med kolleger, ledelse og forældre samt være med til at skabe et godt arbejdsmiljø
- Indtænker barnets stemme som en uundværlig del af alle indsatser
- Kan sætte fokus på trivsel, udvikling og læring samt skabe rammer for socialisering og dannelsesprocesser
- Har gode kommunikative kompetencer, både verbale og skriftlige
- Har en forståelse for en skolehverdag, hvor dagens fokus kan ændre sig, hvis behovet opstår
Stillingen er på fuld tid og til besættelse 1. november 2026.
Løn og arbejdsvilkår efter gældende overenskomst.
For nærmere oplysninger eller aftale om et besøg på skolen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder
Anette Zahle på telefon 20 52 22 96 eller på mail: zahla@faxekommune.dk
Ansøgningsfrist er torsdag d. 24. september 2026.
Ansættelsessamtaler finder sted mandag d. 28. september 2026 fra kl. 15.00.
Børneattest indhentes inden ansættelse.
![]()