Oversigt
Sankt Knud Lavard Skole søger læsevejleder
Vil du være lærer på en mindre skole, hvor der er plads til nærvær, faglighed og fællesskab?
Stedet
Sankt Knud Lavard Skole er en traditionsrig katolsk skole, som ligger midt i Kgs. Lyndby, tæt på grønne omgivelser og med gode transportmidler lige til døren. Vi er en et-sporet skole med lige over 200 skønne elever med et højt fagligt niveau og med en høj trivsel. Vi arbejder ud fra værdierne tryghed, omsorg og faglighed. Vi vægter ordentlighed, og her ses den enkelte elev, men aldrig uden hensyntagen til fællesskab. Vi værner om at være et fællesskab, og skolens størrelse gør, at alle kender alle, og sikrer et trygt miljø, hvor de store vænnes til at tage sig af de mindre, og hvor vi omgås med respekt for hinanden og stedet. Vi har høje ambitioner, og vi tror på, at børn ”vokser” ved at honorere faglige krav.
Jobbet
Vi søger snarest muligt en dansklærer, som brænder for sit fag, og som har specialkompetencer i tilknytning hertil. Du skal være (læse)vejleder eller i hvert fald have erfaring med at arbejde med supplerende undervisning og dansktestning. I indeværende skoleår friholdes du for at have din egen danskklasse, så du i stedet kan bruge al din fokus på at strukturere og starte implementeringen af en testplan samt vejlede de øvrige dansklærere om resultaterne og opfølgende tiltag. Du skal også koordinere og varetage nogle timer i supplerende danskundervisning samt hjælpe lærerne med inddragelse af de understøttende hjælpemidler i praksis ift. de læsesvage og ordblinde elever. Slutteligt får du også timer på skolebiblioteket.
Vi ser også meget gerne, hvis du har mulighed for at undervise en eller to klasser i kristendom.
Fremadrettede skoleår er det tanken, at du får din egen danskklasse – og her lader vi dine kompetencer og præferencer være styrende for, hvor i skoleforløbet det bliver.
Vi lægger vægt på, at du:
- er læreruddannet med linjefag i dansk
- har kompetencer inden for vejlederfaget, gerne som læsevejleder (helt eller delvist) eller i hvert fald har erfaring med specialområdet, herunder testplanlægning, -afvikling og opfølgning, herunder afdækning af dysleksi
- kan styre planlægningen og implementeringen af den kompenserende indsats for elever med læse- og skrivevanskeligheder samt vejlede lærerne herom
- kan gå forrest ift. brugen af digitale hjælpemidler som Appwriter og Nota
- kan bidrage til udviklingen af skolens samlede læsestrategi
- kan drive skolebiblioteket
- er ansvarsbevidst og kan arbejde selvstændig
- er struktureret og kan skabe overblik
- har en venlig og anerkendende tone i kommunikationen med børn og voksne
- mestrer klasserumsledelse og relationskompetence
Vi kan tilbyde:
- et velfungerende sted med børn og forældre, som er glade for og gerne vil Sankt Knud Lavard skole, og hvor der er en respektfuld dialog
- gode traditioner samt lyst til fornyelse og rum for dine nye initiativer og ideer
- at du får ansvar for og indflydelse på, hvordan den supplerende undervisning i dansk samt testningen tilrettelægges og afvikles
- klassekvotient på max 22 elever
- et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone og et godt kollegialt samvær
Kan du se dig selv i ovenstående, så tøv ikke med at søge stillingen!
Vil du vide mere om stillingen og skolen, kan du læse mere om skolens værdigrundlag og hverdag på www.sanktknudlavardskole.dk eller kontakte viceskoleleder Ellen Bang Møller 45876240.
Ansøgning sendes til: info@sanktknudlavard.dk.
Ansøgningsfrist er d. 6. oktober, og vi holder løbende samtaler.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Sankt Knud Lavard Skole – Toftebæksvej 30 – 2800 Kongens Lyngby